Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur

Af Povl Bjerregaard

Børns mundtlige legekultur bruges her som samlebetegnelser for de aktiviteter, genere og udtryksformer der kommer til udtryk i de mundtlige lege og fortællinger børn er en del af.

Det kan være: øgenavne, kælenavne, gåder, fortællinger, rim, gysere, gåder, lyde, rim, vittigheder gåder mm. De nævnte kan være mange ting, fra spændende fortællinger, lege og små udtryk der bliver brugt i daglige dagen blandt børn.

I kapitlet fokuserer man på børn fra 6-12år. I legekulturen er de forskellige udtryksformer integreret i hinanden og udgør en sammenhængende helhed.  

Kapitlet fokuserer på mundtlige udtryksforme blandt børn.

De mundtlige aktiviteter, genere og udtryksformer indgår i børns sammenværd, og i kraft af at de ofte bliver brugt kan de dermed også ændres med tiden.

Legen skal udføres som ”voksenfri” der har børnene bedst mulighed for at udvikle dem.

Legekulturen findes ikke kun i en udgave. Legekultur og barndom er begreber og kan ikke generaliseres da der findes så mange forskellige børn at dette ville være umuligt.

Børns familie, især søskende har en betydning for tilegnelsen af deres glæde ved leg med sproget og fortællekompetence.

Børnene lærer samt lytter til vitser ved familiesammenkomster, i familien og typisk på tværs af generationer.

Forskning i mundtlig kultur skelner traditionelt mellem vertikalt overlevering (fra voksen til barn) eller horisontalt overlevering (fra barn til barn)

Nye medier og kommunikationsformer skaber nye muligheder for legekulturen, dels via medierelaterede legeformer og udtryk. Her tænkes især afgangen til internettet.

Sprog er et socialt fænomen, som indgår i de spil om magt, statur, roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum.

Deltagelse i mundtlig humor forudsætter viden og kompetencer indenfor tre systemer:

·         Sociokulturelt

·         Lingvistisk

·         Poetisk

Disse tre fungerer som en helhed.

En vits kan skabe fællesskab.

Man kan inddele vitserne i forskellige genre, f.eks. ”alle børnene……”, gåder hvor man skal spørge –men man kommer selv med pointen, det kan være tabuer som der bliver gjort ”grin” med.

I dag er medierne som sagt med til at udforske legekulturen, her kan nævnes the julekalender, Anders Matthesen.

Legekulturen findes både i institutionen men i den grad også udenfor. En pædagog må både overveje og afveje hvordan hun/han skal forholde sig til selve legekulturen, somme tider kan det være bedst at vende ryggen til børns leg. I en levende institution kultur er det vigtigt at det både er pædagogerne og børnene der bidrager til at der skal fortælles gåder, vitser, spøgelseshistorier, rim osv. J